God weekend

Så gik fredagen og en ny weekend er dermed begyndt. Fredag morgen var som sædvanlig, men noget overskyet og koldt, så Yulia havde ikke lyst til at tage en svømmetur. At vi så også sov, lige til kl. 7:30 var en anden sag.

Jeg kørte på museet alene, Yulia havde lidt dansk hun skulle læse, og så havde hun en Skype sidst på formiddagen med yoga Tanja. Jeg var alene på museet med min Samfundstjeneste mand. Vi fik skiftet snoren ude med en klinge på vores buskrydder, og så gik han ellers i Kanondalen, for at rydde skråningerne. Jeg så ham først 1½ time senere, der var ikke mere benzin på buskrydderen. I mellemtiden var solen kommet højt på himlen, så han svedte bravt. Rydderen fik lidt at drikke og det gjorde han også, væk var han, indtil klokken blev 14, og SÅ var der ikke mere benzin igen. Så resten må vente til på mandag.

Dagen startede rigtig langsomt med gæster, men sidst på formiddagen, ligesom jeg havde opgivet, at der ville komme nogle, ja så kom de i stor mængde. Sørme om Gørtleren fra Nordjylland ikke også kom. Det 7 år i træk jeg ser ham og hans kone. De kommer altid i den samme uge. Som sædvanlig havde han været på markeder rundt omkring, så der var lige nogle billeder, med militær tilknytning, jeg skulle se for om jeg kunne bestemme hvad det var. Som ofte lykkes det, men i dag var der en enkelt ting jeg måtte opgive. Han havde selv brugt næsten 1 år, uden at kunne finde ud af det.

Så dagen sluttede rigtig fornuftig, og jeg kunne lukke med god samvittighed og køre hjem, til et kys eller to, og en kop kaffe. Da den var drukket, måtte vi en tur i byen for at handle ind til weekenden. Aftenmaden var kyllingebryst i noget stærkt Mexicansk sovs som jeg lavede. Desværre blev den ikke stærk nok, syntes jeg.

Efter TV Nyhederne gik Yulia på nettet, til et on-line “et eller andet” med hendes veninde Alena. Det tager som regel et par timer, så jeg nåede at se en NCIS, vaske op, og skrive blog.

Kaffe, sofa hygge og godnat.

P.S. Hvis vejret arter sig i eftermiddag, lover jeg billeder på bloggen i morgen. Jeg har booket tid på golfbanen (også søndag)

Pas godt på dig selv og hinanden – det gør vi nemlig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *