Som måske nogle af jer ved, blev jeg i 1949 adopteret straks efter fødslen på Rigshospitalet i København, hvor min biologiske mor boede, til en liv i Vestsjælland, hvor jeg havde hele min opvækst. Jeg blev som 6-7 årig bekendt med, at jeg var adopteret, men tænkte ikke yderligere over det. Men som jeg blev ældre begyndte spørgsmålet at blive kraftigere og kraftigere – hvem er jeg i virkeligheden.

Da jeg var sidst 40’erne fik jeg en lukket kurvet af min plejemor, hvori min Adoptionsattest befandt sig. Hun bad mig om ikke at åbne den før, begge mine plejeforældre var døde. Men sådan en attest brændte i hænderne på mig, så jeg åbnede den og fandt ud af hvem mine biologiske forældre var.

Men lad mig gøre en lang historie kort. Jeg fik kontakt med begge min biologiske forældre, og kontakten til min mor, som desværre er død, og mine 3 halvsøskende i København faldt hurtigt på plads. Det samme kan man ikke sige det gjorde til min far. Det tog lidt længere tid for ham.

Da Yulia og jeg besluttede at fraflytte Bornholm var vi meget rundt i tankerne om, hvor vi skulle flytte her. Valget faldt til sidste på Haderslev, blandt andet på grund af den bolig vi bor i, men også fordi at jeg MÅTTE have en familie her.

OG det har jeg skal jeg lige love for, en stor dejlig familie, hvor jeg indtil nu ikke har kontakt med alle. Jeg har min far, 2 halvsøstre, fastre, fætre, kusiner og mange flere. Mange flere familiemedlemmer end jeg nogensinde har haft fra min plejeforældres side. Og jeg ser frem til at lære mange flere at kende – og naturligvis møde dem.